Fjerkræ
Begrebet fjerkræ dækker over følgende arter af hønsefugle: høns, kyllinger, kalkuner og perlehøns.
Også ænder og gæs, der er svømmefugle med den karakteristiske svømmehud mellem tæerne, regnes som fjerkræ.
Ovennævnte arter er dog ikke de eneste fugle, der har fundet vej til spisebordet: Der findes en del fuglearter, som opdrættes kommercielt i lighed med fjerkræ. Blandt disse typer af såkaldt opdrættet fjervildt kan nævnes strudse samt vagtler og duer.
Vilde fugle, som fasaner og agerhøns, henregnes som vildt, der traditionelt nedlægges ved jagt.