KøkkenRoser

Rose dem, der roses bør - Med KøkkenRoser roser, hylder og klapper vi af alle de fantastiske kost og ernæringsfaglige personer, som hver dag gør den store forskel.

Verdens bedste kok er dansk. Verdens for tiden bedste restaurant ligger også i Danmark. I det hele taget kan vi meget med fødevarer og madlavning, for der arbejdes hårdt og ambitiøst i køkkenerne rundt omkring.

Ikke alle køkkenindsatser bliver dog set, påskønnet og hyldet efter fortjeneste. Michelinstjerner strøs ikke ud hvor som helst, selvom der arbejdes både kreativt, nyskabende og med stor entusiasme.

I landets storkøkkener findes der ildsjæle, som de fleste sjældent eller aldrig hører om. De lægger en arbejdsindsats og et ambitionsniveau for dagen, der er helt ekstraordinært. Derfor har Landbrug & Fødevarer sammen med Kost & Ernæringsforbundet indstiftet KøkkenRoser, så vi kan rose dem, som også roses bør.

KøkkenRoser er et skulderklap til madentusiaster, som hver dag sørger for, at der bliver lavet spændende og varieret hverdagsmad i de danske storkøkkener til glæde for rigtig mange mennesker.

Dag ud og dag ind serveres varierede og spændende retter på samme høje niveau. Og det er der mange, der sætter pris på. Det vil vi også gøre! Så med KøkkenRoser roser, hylder og klapper vi af alle de fantastiske kost og ernæringsfaglige personer, som hver dag gør den store forskel. 

Download KøkkenRose-folderen her (pdf)